Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Inden
min søn valgte at gå militærets vej, havde jeg aldrig rigtig taget
stilling til Forsvaret, og hvis jeg havde var det nok mest afstand.
Men i og med at Forsvaret blev en del af hans liv, blev det også en
del af mit.
Det
var en helt ny verden for mig og det tog tid at finde rundt i et
system der består af forkortelser …
Som
udenforstående, som man jo er som pårørende, så jeg overraskende
mange positive ting i måden Forsvaret gør ting på, og som det
menneske jeg er, valgte jeg at tro, at de mindre positive ting var
mulige at ændre på.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Da
min søn skal udsendes til Afghanistan, mærker jeg på egen krop
hvor Forsvaret kan forbedre deres procedure i forhold til pårørende.
På samme tid som de beder om baglandets fulde opbakning, glemmer de
at bakke op om det selv samme bagland. Pårørendearrangementer er
gode, men langt fra nok.
Der
mangler et led i kæden. Dét led der gør at baglandet får den
information de har brug for i forbindelse med en udsendelse. Der er
rigtig mange følelser forbundet med at skulle udsendes både for
soldat og pårørende, og det kan det være svært at tale om for
mange. Her skal Forsvaret være det bindende led!
Er
beslutningen om udsendelse en realitet, bør det automatisk udløse
en samlet stak informations materiale, en detaljeret liste over hvor
man som pårørende kan henvende sig ved yderligere spørgsmål,
oplysninger/links til div. sider – som Soldaterportalen,
Familienetværket m.m. og en beskrivelse af den faste procedure
Forsvaret har i forbindelse med udsendelser (pårørende
arrangementer osv)
Nogen
vil sikkert sige, at soldaterne er voksne mennesker og selv bestemmer
hvad de vil fortælle deres pårørende, men har voksne mennesker
ikke også et ansvar? Vi har alle et ansvar og når ting er svære
skal vi hjælpe hinanden, for på den måde kan vi nemmere bakke op
om hinanden.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Som
ringe i vandet påvirkede hans valg os alle både før, under og
efter udsendelsen.
I
en alder af 21 år er man bedrevidende og udødelig, og man har ikke
en jordisk chance for at forstå og forholde sig til den livserfaring
ens nærmeste gerne vil dele med én, når man træffer en så stor
beslutning, som det er at blive udsendt.
Som
mor/pårørende er der ikke ret meget andet man kan gøre end at
bakke op og støtte så godt man kan. Samtidig med man hver dag skal
forholde sig til ens værste frygt – nemlig angsten for at miste sit
barn. Man ånder frygt, angst, stolthed og kærlighed i en stor
mudret masse fra det øjeblik flyet med soldaterne letter og selv
efter de er hjemme igen bliver det aldrig det samme.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Selv
havde jeg et enormt behov for at læse om hvordan andre pårørende
(forældre) havde klaret det før mig, men alt Forsvaret havde/har at
tilbyde var et par foldere, der meget overfladisk beskriver enkelte
fakta om emnet. Slet ikke uddybende nok for mig, og som en slags
selvterapi skrev jeg bogen “Mit barn skal i krig”, mens det
hele stod på.

den måde kom jeg af med alle de tanker og følelser, der fyldte i
mig og som ingen i min omgangskreds rigtig kunne forholde sig til, da
ingen havde stået i samme situation før mig.
Det
var grænseoverskridende at udgive bogen og dele mit inderste med
andre, men hvis jeg ved at fortælle hudløst ærligt om vores
historie som pårørende med alt hvad det indebar, kan hjælpe bare
en enkelt familie, så har det ikke været forgæves.
Min
mission blev at række andre pårørende en hånd og skabe noget
genkendelighed i kaos og følelsen af ensomhed.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Og
det har bestemt været det hele værd! Der er kommet så mange
vidunderlige tilbagemeldinger fra andre pårørende der har læst
bogen. Tilkendegivelser om at de ville have elsket at læse bogen
inden deres soldat skulle af sted.
Nogle
af Forsvarets egne folk er også meget begejstrede for bogen og
henviser til den når de underviser og holder foredrag og snakken
falder på pårørende.

den baggrund har jeg forsøgt at få den i Forsvaret som en del af
deres faste materiale til pårørende eller i det mindste få dem til
linke til den på deres side for publikationer. Det er via Forsvaret
at pårørende søger information og rådgivning og alt der kan have
interesse for pårørende bør være repræsenteret på Forsvarets
hjemmesider.
Jeg
har været i tæt kontakt til Veterancentret som synes bogen er god,
relevant og interessant, men som alligevel afslår at tage den ind
med den med den begrundelse, at der ikke kommer lignende missioner
(Afghanistan) i fremtiden. ?
Men
det handler ikke om missionen! Det handler om at række de pårørende
en hjælpende hånd. Om vi sender vores soldater til Langeland eller
Irak ændre ikke på følelserne de pårørende sidder tilbage med

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Det
er totalt uforståeligt for mig, at systemet er så trægt? Når
baglandet er så vigtigt og der er så meget fokus på, at vi skal
bakke op om vores soldater, så kan jeg slet ikke se hvorfor der ikke
også skal bakkes op om baglandet?
Hjælper
man baglandet hjælper man soldaterne!
Efter
min søns hjemkomst har vi alle skulle lære hinanden at kende igen,
for selvom vi stadig er de samme, har vi alle gennemgået store
forandringer. På godt og ondt. Hans udsendelse har lært os uendelig
meget, og at jeg ikke vil være den foruden, havde jeg aldrig troet
jeg skulle sige.
Nu
et halvt år efter har endnu en ny verden har åbnet sig for os;
veteranernes!
Vi,
min søn og mig, står med nye udfordringer og til min store skræk
oplever jeg nu endnu større huller i systemet. Jeg skammer mig på
nationens vegne over hvor ringe opbakning/opfølgning der er til de
de soldater, der har været ude i verdens brændpunkter og forsøgt
at gøre en forskel. Jeg skammer mig over den ligegyldighed pårørende
møder efter at have levet i uvished, mens deres soldat var udsendt.
På den ligegyldighed de pårørende møder når deres soldat måske
kommer hjem med ondt i sjælen.
Hvis nogen er i tvivl skal de
pårørende have meget brede skuldre!
Der
er heldigvis også gode historier at fortælle, ingen tvivl om det!
Men “vagt i gevær”- pt. taber vi alt for mange på gulvet
– både veteraner og pårørende!
Der
er nogen der skal lytte til de pårørende og veteranerne, for vi
ligger inde med så mange guldkorn, at det kunne forbedre systemet
hvis der var nogen der ville tage hånd om det. Man kan altid blive
bedre! Også Forsvaret og politikkerne!
Vi
har alle et ansvar og sammen kan vi gøre en kæmpe forskel!

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?
Jeg
bliver ved til den vælter!

Jeg
håber inderligt, at I vil være med til at hjælpe andre pårørende
ved at gøre opmærksom på bl.a. denne side/bog ved at inviterer
jeres venner til at synes om eller blot ved at dele?!