Jeg tænker meget over om der er andre pårørende der, ligesom mig, oplever at det tager lang tid at lande ovenpå en udsendelse. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg mener med at lande, for i virkeligheden handler det vel om at finde en ny plads.

Alle de tanker og følelser der har været i forbindelse med at sende sit barn i krig sætter sine spor og intet er som før.

Generelt synes jeg, at oplevelsen har gjort mig til et mere åbent og gladere menneske og helt klart været med til at give mig mange nye værdier. Men jeg synes også det tager tid at finde sig selv igen og ikke mindst oplever jeg, at det tager tid for min mand at se forandringerne. Han har ikke været berørt på samme måde som mig, da han ikke er far til min søn.

Det der kommer mest bag på mig, er de dage hvor jeg bliver ualmindelig følsom og har let til tårer. Det sker oftest når jeg læser eller ser noget der er relateret til krigen i Afghanistan eller andre pårørende og deres historie. Da forsøger jeg at rette ryggen og minde mig selv om hvor seje vi alle sammen var, at vi kom igennem perioden på en god måde. Her tænker jeg især på Stefanos søskende og mig selv.

Alligevel er der noget der ulmer og jeg ved ikke hvad det er? Det virker som om min krop og hjerne gemmer på episoder eller følelser, der har været alt for uoverskuelige og som jeg har fortrængt, og som nu hvor alt er faldet til ro, stille og roligt prøver at finde vej ud. Jeg tror det er en naturlig reaktion, men dybt inde skræmmer det mig også lidt. Jeg ved jeg ikke kommer udenom tudeturen og tager den gerne. Men jeg synes det er svært at snakke om med andre, for det kommer hurtigt til at virke som en gang navlepilleri – uden at det er det.

Jeg prøver at vende det til noget positivt for lige gyldigt hvor hårdt det har været, har det medført så meget godt, som jeg ikke vil være foruden.

Er der andre pårørende der har det på samme måde?