Blog Image

Mit barn skal i krig

Om bloggen

Da Stefano fortalte mig, at han skulle udsendes til Afghanistan, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Min verden gik i sort.

For at få afløb for alt det der rørte sig i mig, begyndte jeg at skrive mine tanker ned. Råt for usødet og absolut ikke noget jeg ønskede andre skulle læse! Men som tiden gik, blev det tydeligt for mig, at det jeg havde skrevet, kunne være en stor håndsrækning til andre familier, der kommer i samme situation som os, og ideen til en bog var født.
Når man skal sende sit barn i krig, opdager man sider af sig selv man ikke kender, der sker så meget i én og intet er som før.
Jeg håber at min bog kan være en hjælp til genkendelighed, og den kan hjælpe andre igennem den udviklingsproces det i høj grad også er at sende sit barn i krig.

På denne blog vil jeg skrive indlæg der relaterer sig til til det at være bagland til en udsendt soldat. Jeg tager udgangspunkt i bogen Mit barn skal i krig, da det er min historie. Jeg er meget åben for spørgsmål og kommentarer.

Skøt med sjov og spas

Mit barn skal i krig Posted on Tue, October 07, 2014 15:53:52

Denne video havde vi meget glæde af da Stefano var udsendt. På en eller anden måde var det rart at se hvordan – i dette tilfælde amerikanske soldater – også fik tiden til at gå i lejren.
I en svær tid er det altid rart når smilet finder vej frem.


Se videoen her



Tiden et år og to måneder efter udsendelsen.

Mit barn skal i krig Posted on Tue, October 07, 2014 15:39:55

Jeg tænker meget over om der er andre pårørende der, ligesom mig, oplever at det tager lang tid at lande ovenpå en udsendelse. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg mener med at lande, for i virkeligheden handler det vel om at finde en ny plads.

Alle de tanker og følelser der har været i forbindelse med at sende sit barn i krig sætter sine spor og intet er som før.

Generelt synes jeg, at oplevelsen har gjort mig til et mere åbent og gladere menneske og helt klart været med til at give mig mange nye værdier. Men jeg synes også det tager tid at finde sig selv igen og ikke mindst oplever jeg, at det tager tid for min mand at se forandringerne. Han har ikke været berørt på samme måde som mig, da han ikke er far til min søn.

Det der kommer mest bag på mig, er de dage hvor jeg bliver ualmindelig følsom og har let til tårer. Det sker oftest når jeg læser eller ser noget der er relateret til krigen i Afghanistan eller andre pårørende og deres historie. Da forsøger jeg at rette ryggen og minde mig selv om hvor seje vi alle sammen var, at vi kom igennem perioden på en god måde. Her tænker jeg især på Stefanos søskende og mig selv.

Alligevel er der noget der ulmer og jeg ved ikke hvad det er? Det virker som om min krop og hjerne gemmer på episoder eller følelser, der har været alt for uoverskuelige og som jeg har fortrængt, og som nu hvor alt er faldet til ro, stille og roligt prøver at finde vej ud. Jeg tror det er en naturlig reaktion, men dybt inde skræmmer det mig også lidt. Jeg ved jeg ikke kommer udenom tudeturen og tager den gerne. Men jeg synes det er svært at snakke om med andre, for det kommer hurtigt til at virke som en gang navlepilleri – uden at det er det.

Jeg prøver at vende det til noget positivt for lige gyldigt hvor hårdt det har været, har det medført så meget godt, som jeg ikke vil være foruden.

Er der andre pårørende der har det på samme måde?