Da Stefano fortalte mig, at han skulle udsendes til Afghanistan, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Min verden gik i sort. For at få afløb for alt det der rørte sig i mig, begyndte jeg at skrive mine tanker ned. Råt for usødet og absolut ikke noget jeg ønskede andre skulle læse!

Der var ingen i min omgangskreds, der tidligere havde sendt deres barn i krig, og jeg fornemmede hurtigt, at de havde svært ved at forstå hvor splittet jeg følte mig. Mange sagde, “Du kan da bare sige til ham, at han ikke må tage af sted … Du er jo hans mor!”
De forstod ikke at den beslutning var helt ude af mine hænder. Selv havde jeg allermest lyst til at låse ham inde og smide nøglen væk, og på samme tid vidste jeg inderst inde, at jeg blev nødt til at bakke ham op. Jeg anede bare ikke hvordan?
Computeren var rødglødende af alle mine forsøg på at finde noget materiale om at være bagland. Der var ikke meget at komme efter, og det der fandtes henvendte sig mest til ægtefæller og børn. Jeg læste det alligevel, for jeg havde et massivt behov for at høre om andres erfaringer. Brug for at vide hvordan de havde tacklet de tanker, følelser og frustrationer der opstår, når man skal sende sit barn i krig.
Forsvaret gør meget ud af at fortælle om hvor vigtig opbakningen fra baglandet er, for at soldaterne kan yde 100 %. Så det undrede mig, at mængden af informations materiale var så ringe.
På den baggrund blev det tydeligt for mig, at alt det jeg efterhånden havde fået skrevet, kunne være en stor håndsrækning til andre familier, der ville komme i samme situation som os, og ideen til en bog var født.
Når man skal sende sit barn i krig opdager man sider af sig selv man ikke kender, der sker så meget i én og intet er som før.

Jeg håber at min bog kan være en hjælp til genkendelighed, og den kan hjælpe andre igennem den udviklingsproces det i høj grad også er at sende sit barn i krig.