Blog Image

Mit barn skal i krig

Om bloggen

Da Stefano fortalte mig, at han skulle udsendes til Afghanistan, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Min verden gik i sort.

For at få afløb for alt det der rørte sig i mig, begyndte jeg at skrive mine tanker ned. Råt for usødet og absolut ikke noget jeg ønskede andre skulle læse! Men som tiden gik, blev det tydeligt for mig, at det jeg havde skrevet, kunne være en stor håndsrækning til andre familier, der kommer i samme situation som os, og ideen til en bog var født.
Når man skal sende sit barn i krig, opdager man sider af sig selv man ikke kender, der sker så meget i én og intet er som før.
Jeg håber at min bog kan være en hjælp til genkendelighed, og den kan hjælpe andre igennem den udviklingsproces det i høj grad også er at sende sit barn i krig.

På denne blog vil jeg skrive indlæg der relaterer sig til til det at være bagland til en udsendt soldat. Jeg tager udgangspunkt i bogen Mit barn skal i krig, da det er min historie. Jeg er meget åben for spørgsmål og kommentarer.

Pårørende og veteraner

Mit barn skal i krig Posted on Sun, December 28, 2014 15:21:20

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Inden
min søn valgte at gå militærets vej, havde jeg aldrig rigtig taget
stilling til Forsvaret, og hvis jeg havde var det nok mest afstand.
Men i og med at Forsvaret blev en del af hans liv, blev det også en
del af mit.
Det
var en helt ny verden for mig og det tog tid at finde rundt i et
system der består af forkortelser …
Som
udenforstående, som man jo er som pårørende, så jeg overraskende
mange positive ting i måden Forsvaret gør ting på, og som det
menneske jeg er, valgte jeg at tro, at de mindre positive ting var
mulige at ændre på.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Da
min søn skal udsendes til Afghanistan, mærker jeg på egen krop
hvor Forsvaret kan forbedre deres procedure i forhold til pårørende.
På samme tid som de beder om baglandets fulde opbakning, glemmer de
at bakke op om det selv samme bagland. Pårørendearrangementer er
gode, men langt fra nok.
Der
mangler et led i kæden. Dét led der gør at baglandet får den
information de har brug for i forbindelse med en udsendelse. Der er
rigtig mange følelser forbundet med at skulle udsendes både for
soldat og pårørende, og det kan det være svært at tale om for
mange. Her skal Forsvaret være det bindende led!
Er
beslutningen om udsendelse en realitet, bør det automatisk udløse
en samlet stak informations materiale, en detaljeret liste over hvor
man som pårørende kan henvende sig ved yderligere spørgsmål,
oplysninger/links til div. sider – som Soldaterportalen,
Familienetværket m.m. og en beskrivelse af den faste procedure
Forsvaret har i forbindelse med udsendelser (pårørende
arrangementer osv)
Nogen
vil sikkert sige, at soldaterne er voksne mennesker og selv bestemmer
hvad de vil fortælle deres pårørende, men har voksne mennesker
ikke også et ansvar? Vi har alle et ansvar og når ting er svære
skal vi hjælpe hinanden, for på den måde kan vi nemmere bakke op
om hinanden.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Som
ringe i vandet påvirkede hans valg os alle både før, under og
efter udsendelsen.
I
en alder af 21 år er man bedrevidende og udødelig, og man har ikke
en jordisk chance for at forstå og forholde sig til den livserfaring
ens nærmeste gerne vil dele med én, når man træffer en så stor
beslutning, som det er at blive udsendt.
Som
mor/pårørende er der ikke ret meget andet man kan gøre end at
bakke op og støtte så godt man kan. Samtidig med man hver dag skal
forholde sig til ens værste frygt – nemlig angsten for at miste sit
barn. Man ånder frygt, angst, stolthed og kærlighed i en stor
mudret masse fra det øjeblik flyet med soldaterne letter og selv
efter de er hjemme igen bliver det aldrig det samme.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Selv
havde jeg et enormt behov for at læse om hvordan andre pårørende
(forældre) havde klaret det før mig, men alt Forsvaret havde/har at
tilbyde var et par foldere, der meget overfladisk beskriver enkelte
fakta om emnet. Slet ikke uddybende nok for mig, og som en slags
selvterapi skrev jeg bogen “Mit barn skal i krig”, mens det
hele stod på.

den måde kom jeg af med alle de tanker og følelser, der fyldte i
mig og som ingen i min omgangskreds rigtig kunne forholde sig til, da
ingen havde stået i samme situation før mig.
Det
var grænseoverskridende at udgive bogen og dele mit inderste med
andre, men hvis jeg ved at fortælle hudløst ærligt om vores
historie som pårørende med alt hvad det indebar, kan hjælpe bare
en enkelt familie, så har det ikke været forgæves.
Min
mission blev at række andre pårørende en hånd og skabe noget
genkendelighed i kaos og følelsen af ensomhed.

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Og
det har bestemt været det hele værd! Der er kommet så mange
vidunderlige tilbagemeldinger fra andre pårørende der har læst
bogen. Tilkendegivelser om at de ville have elsket at læse bogen
inden deres soldat skulle af sted.
Nogle
af Forsvarets egne folk er også meget begejstrede for bogen og
henviser til den når de underviser og holder foredrag og snakken
falder på pårørende.

den baggrund har jeg forsøgt at få den i Forsvaret som en del af
deres faste materiale til pårørende eller i det mindste få dem til
linke til den på deres side for publikationer. Det er via Forsvaret
at pårørende søger information og rådgivning og alt der kan have
interesse for pårørende bør være repræsenteret på Forsvarets
hjemmesider.
Jeg
har været i tæt kontakt til Veterancentret som synes bogen er god,
relevant og interessant, men som alligevel afslår at tage den ind
med den med den begrundelse, at der ikke kommer lignende missioner
(Afghanistan) i fremtiden. ?
Men
det handler ikke om missionen! Det handler om at række de pårørende
en hjælpende hånd. Om vi sender vores soldater til Langeland eller
Irak ændre ikke på følelserne de pårørende sidder tilbage med

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?

Det
er totalt uforståeligt for mig, at systemet er så trægt? Når
baglandet er så vigtigt og der er så meget fokus på, at vi skal
bakke op om vores soldater, så kan jeg slet ikke se hvorfor der ikke
også skal bakkes op om baglandet?
Hjælper
man baglandet hjælper man soldaterne!
Efter
min søns hjemkomst har vi alle skulle lære hinanden at kende igen,
for selvom vi stadig er de samme, har vi alle gennemgået store
forandringer. På godt og ondt. Hans udsendelse har lært os uendelig
meget, og at jeg ikke vil være den foruden, havde jeg aldrig troet
jeg skulle sige.
Nu
et halvt år efter har endnu en ny verden har åbnet sig for os;
veteranernes!
Vi,
min søn og mig, står med nye udfordringer og til min store skræk
oplever jeg nu endnu større huller i systemet. Jeg skammer mig på
nationens vegne over hvor ringe opbakning/opfølgning der er til de
de soldater, der har været ude i verdens brændpunkter og forsøgt
at gøre en forskel. Jeg skammer mig over den ligegyldighed pårørende
møder efter at have levet i uvished, mens deres soldat var udsendt.
På den ligegyldighed de pårørende møder når deres soldat måske
kommer hjem med ondt i sjælen.
Hvis nogen er i tvivl skal de
pårørende have meget brede skuldre!
Der
er heldigvis også gode historier at fortælle, ingen tvivl om det!
Men “vagt i gevær”- pt. taber vi alt for mange på gulvet
– både veteraner og pårørende!
Der
er nogen der skal lytte til de pårørende og veteranerne, for vi
ligger inde med så mange guldkorn, at det kunne forbedre systemet
hvis der var nogen der ville tage hånd om det. Man kan altid blive
bedre! Også Forsvaret og politikkerne!
Vi
har alle et ansvar og sammen kan vi gøre en kæmpe forskel!

Hvor
mange gange skal man løbe panden mod en mur?
Jeg
bliver ved til den vælter!

Jeg
håber inderligt, at I vil være med til at hjælpe andre pårørende
ved at gøre opmærksom på bl.a. denne side/bog ved at inviterer
jeres venner til at synes om eller blot ved at dele?!



Skøt med sjov og spas

Mit barn skal i krig Posted on Tue, October 07, 2014 15:53:52

Denne video havde vi meget glæde af da Stefano var udsendt. På en eller anden måde var det rart at se hvordan – i dette tilfælde amerikanske soldater – også fik tiden til at gå i lejren.
I en svær tid er det altid rart når smilet finder vej frem.


Se videoen her



Tiden et år og to måneder efter udsendelsen.

Mit barn skal i krig Posted on Tue, October 07, 2014 15:39:55

Jeg tænker meget over om der er andre pårørende der, ligesom mig, oplever at det tager lang tid at lande ovenpå en udsendelse. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg mener med at lande, for i virkeligheden handler det vel om at finde en ny plads.

Alle de tanker og følelser der har været i forbindelse med at sende sit barn i krig sætter sine spor og intet er som før.

Generelt synes jeg, at oplevelsen har gjort mig til et mere åbent og gladere menneske og helt klart været med til at give mig mange nye værdier. Men jeg synes også det tager tid at finde sig selv igen og ikke mindst oplever jeg, at det tager tid for min mand at se forandringerne. Han har ikke været berørt på samme måde som mig, da han ikke er far til min søn.

Det der kommer mest bag på mig, er de dage hvor jeg bliver ualmindelig følsom og har let til tårer. Det sker oftest når jeg læser eller ser noget der er relateret til krigen i Afghanistan eller andre pårørende og deres historie. Da forsøger jeg at rette ryggen og minde mig selv om hvor seje vi alle sammen var, at vi kom igennem perioden på en god måde. Her tænker jeg især på Stefanos søskende og mig selv.

Alligevel er der noget der ulmer og jeg ved ikke hvad det er? Det virker som om min krop og hjerne gemmer på episoder eller følelser, der har været alt for uoverskuelige og som jeg har fortrængt, og som nu hvor alt er faldet til ro, stille og roligt prøver at finde vej ud. Jeg tror det er en naturlig reaktion, men dybt inde skræmmer det mig også lidt. Jeg ved jeg ikke kommer udenom tudeturen og tager den gerne. Men jeg synes det er svært at snakke om med andre, for det kommer hurtigt til at virke som en gang navlepilleri – uden at det er det.

Jeg prøver at vende det til noget positivt for lige gyldigt hvor hårdt det har været, har det medført så meget godt, som jeg ikke vil være foruden.

Er der andre pårørende der har det på samme måde?



Krigs UNO

Mit barn skal i krig Posted on Thu, June 19, 2014 21:41:31

Så fik vi hygget med en gang krigs UNO. Aldrig er jeg blevet så beskidt på fingrene af at spille kort, men de er fedtede og støvede af ørkensand. Under hele udsendelsen havde Stefano kortene med sig i den lille taske sammen med sit lykkedyr (hunden på billedet)
En af kammeraterne havde haft en pose med forskellige dyr med til Afghanistan, og alle soldaterne havde valgt et lykkedyr, som skulle bringe dem held, mens de var udsendt. Om heldet er brugt op ved vi ikke, men det var ikke Stefano, der vandt UNO i denne omgang, men den lille hund har vundet en særlig plads i hans hjerte.



Sommeren får mit hjerte til at smile

Mit barn skal i krig Posted on Sat, June 07, 2014 21:47:15

Jeg har altid været et “sommermenneske”, men er blevet det endnu mere efter sidste år.

På denne tid sidste år var der ikke lang tid til Stefano kom på leave. Her er et lille uddrag fra bogen:
… “Ja, men så kommer Stefano snart hjem!” konstaterede han glad. “Lige dér.” Han pegede med kuglepennen på den 20., der havde ring om. Han drejede hovedet og så op på mig. Det var, som om han skulle være helt sikker.
“Ja, er det ikke dejligt?” svarede jeg, “sæt du hellere kryds over datoen i dag. Nu kan det ikke gå hurtigt nok.”
Han satte et kryds.
“Jeg glæder mig,” sagde han og gik ind i stuen.
Jeg kiggede på kalenderen. Tænk, at vi var nået så langt. 20 dage var jo nærmest ingenting. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile, men jeg vidste også, at dagene ville snegle sig af sted …Billedet; Kalenderen vi, især Noa, krydsede af i hver dag, mens Stefano var udsendt.



Maskotter – hvorfor nu det?

Mit barn skal i krig Posted on Sat, May 31, 2014 15:36:51

På billedet ovenover sidder vores to maskotter; Kanin og Tiger.

Tiger har omsider fået rystet ørkenstøvet af sig, for selvom han opholdt sig mest inde i teltet, undgik han ikke at blive rigtig støvet under de sandstorme der var, mens han var på mission med Stefano i Afghanistan. Det er ikke sand som vi kender det – det er nærmest støv, og det kommer ind alle vegne!
Mens Tiger kæmpede sammen med soldaterne, forsøgte Kanin, at holde humøret højt herhjemme. Hans missioner var meget anderledes end Tigers, men mindst lige så vigtige! Kanin har et stort hjerte og er trænet i at rumme alle mulige og umulige følelser. Han har været på utallige trøste/opbakning missioner for de mindste i familien, mens Tiger sikkert har lagt ører til en anden form for savn.

Tiger og Kanin er glade for at være blevet genforenet. Da de var adskilt skrev de breve til hinanden og nogle gange var Tiger heldig, at få en tegning tilsendt fra det kolde nord. De to, har været en rigtig god hjælp for familien, og de har på magisk vis været i stand til at rumme store som små smiley

Vi kan varmt anbefale brugen af maskotter hvis der er børn i familien. De kan aflede, trøste og skabe en anderledes kontakt.



Kom forbi Arnold Busck i Ballerup den 31. maj til en snak om bogen.

Mit barn skal i krig Posted on Mon, May 26, 2014 21:18:52

Lørdag den 31. maj er jeg at finde i Arnold Busck i Ballerup Centret.
Så sæt kryds i kalenderen og kig forbi i tidsrummet kl. 11.30 til ca. 13.30 hvor jeg svarer på spørgsmål omk. bogen. Eller måske vi kan få en god snak om hvordan vi, som forældre, kan lære at bakke op om vores børn, når de træffer valg vi ikke kan acceptere, men som vi bliver nødt til at respektere.



Debat: Hvad kan man som netværk gøre for at bakke op om de familier, der sender deres barn i krig?

Mit barn skal i krig Posted on Sat, May 17, 2014 18:04:59

Hvad tænker du man som netværk, kan
gøre for at bakke op om de familier, der sender deres barn i krig?

Jeg vil blive meget glad for at høre
hvad andre tænker om dette emne. Vi er alle forskellige og har sikkert
forskellige meninger om hvad der er godt for os, men det kunne være
interessant, at få sat ord på.

Det kan være svært, at få den
nødvendig opbakning, man kan have brug for som bagland.

Jeg er ikke i tvivl om, at det også kan være
meget svært at finde ud af hvad man som netværk kan gøre for at
hjælpe, når “krisen” rammer i familien eller
vennekredsen. Men jeg ville ønske, at vi ikke var så
forskrækkede, for at komme tæt på, når nogen har det svært. Det
kan uden tvivl være svært for de involverede at sætte ord på det de har brug for og særlig svært kan det være at bede om hjælp
eller en skulder at græde ud ved. Men hvad kan man som netværk selv
gøre?

Da min søn valgte at drage i krig,
opdagede jeg hvor forskelligt folk i min omgangskreds reagerede på
det, og jeg fandt hurtigt ud af med hvem jeg kunne dele mine tanker
,og hvornår det var bedst at tie stille.

Nogle i min omgangskreds forsvandt
lidt ud i periferien, fordi de havde svært ved at håndtere alt det
min familie og jeg gik igennem, og ikke vidste hvad de skulle stille
op. Andre kløede på med positive
bemærkninger som, “Der sker ikke noget … Han kommer hjem
igen … Du skal ikke være bekymret …” Men ikke desto mindre
blev jeg som mor/pårørende nødt til at forholde mig til alle
aspekterne af udsendelsen. Inklusiv at det for min søn var med livet
som indsats!

Heldigvis var der også nogle, der
forstod at lytte! Bare lytte. På alle mulige og umulige tidspunkter.
Det var dét jeg havde jeg brug for, da jeg skulle finde hoved og hale
i alle de tanker og følelser, der fyldte mig. Jo flere gange jeg
fortalte om det, jo bedre kunne jeg forholde mig til det. Personligt
havde jeg ikke brug for, at nogen beroligede mig eller kom med
“løsninger” på min krise.

Så jeg takker af hjertet dem i min
omgangskreds, der forstod det, og som lyttede til de samme sætninger
igen og igen.



Next »